Forside pil Udgivelser pil 2012 pil Betydningen af folkesk...

Betydningen af folkeskolekarakterer for gennemførelse af en merkantil erhvervsuddannelse blandt elever med indvandrerbaggrund

Dansk sammenfatning

AKF har undersøgt, hvilken betydning indvandrerelevernes karakterer fra grundskolen har for, om de gennemfører en handelsskoleuddannelse. Undersøgelsen er baseret på danske registerdata.

Undersøgelsen viser:

  • Unge indvandrere med høje karakterer fra grundskolen fuldfører i højere grad grundforløbet på merkantiluddannelsen. De får også bedre karakterer.
  • Selv mindre forbedringer af de unges grundskolekarakterer har en betydning for, om de gennemfører grundforløbet på handelsskolen. Det gælder både for de bogligt svage og de bogligt stærke elever.
  • Gode karakterer fra grundforløbet øger sandsynligheden for, at de unge gennemfører hovedforløbet.
  • Grundforløbet bruges ofte som afsæt for videre uddannelse for de bogligt stærke elever og til beskæftigelse for de bogligt svage elever.
  • Det er muligt for handelsskolerne at sikre også bogligt svage elever fra grundskolen gode karakterer på grundforløbet.

Karakterenes betydning for grundforløbet på handelsskolerne

De bogligt stærke unge indvandrere fra grundskolen får bedre karakterer i grundforløbet. Deres karaktergennemsnit er halvandet karakterpoint højere end de bogligt svageste (efter den gamle karakterskala). Grundskolekaraktererne forklarer dog kun 17% af den variation, der er for grundforløbets karakterer. Derved er der gode muligheder for, at handelsskolerne kan sikre også fagligt svagt funderede elever gode karakterer på grundforløbet.

Unge med højere karakterer fra grundskolen fuldfører endvidere grundforløbet oftere end unge med lave karakterer. De bogligt stærkeste drenge har 18 procentpoint højere gennemførelse end de bogligt svageste.

Selv med mindre løft af grundskolekaraktererne har de unge større sandsynlighed for at gennemføre grundforløbet. For pigerenes vedkommende har det dog kun betydning, når de bliver løftet fra meget lave karakterer til lidt bedre karakterer. Så øges sandsynligheden for, at de gennemfører, med 8 procentpoint. De bogligt stærkere piger har ikke større sandsynlighed for at gennemføre, hvis de får endnu bedre karakterer.

Hvis drengenes karakterer bliver løftet, har de 8 procentpoint større sandsynlighed for at gennemføre grundforløbet, uanset fra hvilket niveau på karakterskalaen de bliver løftet.
Blandt de unge indvandrere, der afbryder en handelsskoleuddannelse, kommer en del af de unge med svage boglige forudsætninger fra grundskolen i beskæftigelse efter grundforløbet, mens de bogligt stærke i højere grad fortsætter på en almen gymnasial uddannelse. Således fortsætter 50% af de bogligt stærke unge i videre uddannelse, mod kun 20-30% af de unge med svage forudsætninger. Omvendt er det 50-60% af unge med svage forudsætninger, der kommer i beskæftigelse, mens 40% af de bogligt stærke unge går den vej.

Karakterernes betydning for hovedforløbet

Karaktererne fra grundforløbet spiller en stor rolle for, om de unge indvandrere gennemfører hovedforløbet på de merkantile uddannelser og dermed hele uddannelsen. Blandt eleverne med de højeste karakterer er sandsynligheden for at gennemføre hovedforløbet 17 procentpoint større end blandt elever med lave karakterer. Derimod har karaktererne for grundskolen kun mindre direkte betydning for, om hovedforløbet gennemføres. Blandt de bogligt stærkeste piger fra grundskolen er der således kun 8 procentpoint flere, der gennemfører hele den merkantile uddannelse sammenlignet med de bogligt svageste piger. For drengene er tallet kun 3 procentpoint og ikke statistisk sikkert.

Samlet set er det kun 16% af indvandrereleverne, der gennemfører hele den merkantile uddannelse. Ud over dårligere grundskolekundskaber og især lave karakterer på grundforløbet viser en anden AKF-rapport, at det store frafald blandt indvandreelever også skyldes, at de ikke får en praktikplads.

For at få flere unge til at gennemføre hele den merkantile uddannelse, er det en god idé at hjælpe dem med at løfte deres karakterer både i grundskolen og på handelsskolernes grundforløb. Ved at styrke undervisningen på handelsskolerne er der gode muligheder for at kompensere for dårlige grundskolekundskaber, da undersøgelsen viser, at det også er muligt at sikre bogligt svage elever fra grundskolen gode karakterer efter grundforløbet. Dette har igen betydning for, at de gennemfører hele uddannelsen.

  • Print
  • Videresend